Redekasser

Det er både nemt og sjovt selv at bygge sine ugle- og falkekasser, og det kan sagtens gøres til en fornuftig pris.

Husk! det er vigtigt, at redekasserne ikke bliver bygget i helt nyt frisk trykimprægneret træ, da træet afgiver dampe der er skadelige eller direkte dødelige for redekassens beboer. De må ikke bygges for små, og de redekasser som hænges op udendørs skal forsynes med et hul i bunden til afløb.

Ugle- og falkekasser:
I redekasser til ugler og tårnfalke lægges et 3-4 cm bunddække af tørt halm eller savspåner. Nævnte arter bringer nemlig ikke selv redemateriale med til redekassen. Bunddækket gør, at man undgår, at æggene triller ud til redekassens sider, hvis den hænger en smule skævt. Glemmer man dette bunddække er resultatet ofte, at den rugende fugl ikke kan vende sine æg under udrugningen, hvorved æggene går tabt. Redekassen til disse arter skal derfor heller ikke nødvendigvis renses hver efterår.

Redekasser som hænges op udendørs bør hænge således, at der er mulighed for fri udflyvning til åbent terræn. Hviler redekassen på f.eks. en stor gren er det vigtigt, at mindre grene skæres af, således at de ikke hindre fuglen i fri indflyvning til redekassen. Tårnfalke foretrækker meget frit luftrum omkring redekassen (hæng f.eks. redekassen på en pæl eller en åben husgavl).

Redekassen hænges bedst med flyvehullet vendt mod nord eller øst. Så undgår man direkte sol på redekassen samt slagregn fra sydvest.

Hvornår skal redekasserne hænges op?

Den bedste årstid for ophængning af redekasser er om efteråret. Så kan fuglene nå at vænne sig til redekasserne inden foråret, hvor deres nye ynglesæson starter. Mange ugler bruger også redekasserne til at overnatte i om vinteren.

Gør redekassen vinterklar!

Efter ynglesæsonen skal redekasserne efterses. Det er vigtigt at holde redekasserne i god stand. Ellers kan man opleve det triste syn af et kuld hjælpeløse ugle- eller tårnfalkeunger, der er faldet ud af en rådden redekasse.

I menuen øverst på siden under "Redekasser" finder du opskrifter på redekasser til de forskellige uglearter, som du/ I selv kan bygge.

God Fornøjelse!