Sted:
Stedet, der vælges til opsætning af Kirkeuglekassen, bør ligge i umiddelbar nærhed af et areal med vedvarende græs. Græsset skal holdes kort af græssende kreaturer eller heste. Det er en fordel, hvis der er gamle frugttræer eller stynede træer i nærheden. Der må dog ikke være tale om større bevoksninger som lunde eller skove, da Kirkeuglen ikke kan leve, hvor der også er Natugler.

Materialer:
Kassen bygges af krydsfiner (10-20 mm), spånplader eller ubehandlede brædder (10-20 mm). Den males med en vandbaseret maling, der skal forøge holdbarheden under udendørs forhold. Lad kassen "dampe" godt af inden ophængningen.
Ophængning:
Kassen placeres udvendigt på en bygning i mindst 4-5 m's højde - helst på en øst- eller nordvendt væg. Da kassen er udsat for vejrliget, er det bedst at hænge den helt oppe under tagudhænget. Der kan også vælges en placering i et træ. I så fald skal kassen helst højere op end de 4-5 m's. Hæng kassen, så det er så svært som muligt for en kat eller en mår at komme ind i den. Tilslut lægges der et tyndt lag halm i bunden af kassen.
Hvis du sætter en Kirkeuglekasse op, må du meget gerne sende en e-mail til projektet med oplysninger om tid og sted.
E-mail: dichmann@tytoalba.dk
Print denne side 