Slørugle - Tyto alba

Slørugle-familien Tytonidae er udbredt over hele verden, og en af de få slægter der yngler på alle kontinenter, bortset fra Antarktis. Den har 18 arter og her i Europa findes arten Tyto alba.
I Danmark, der ligger på nordgrænsen for sløruglens udbredelsesområde, forekommer underarten guttata. I det vestlige og sydlige Europa forekommer underarten alba alba, der er helt hvid på bryst og i ansigt. Rygfjerene er også forholdsvis lyse.

Godt halvdelen, svarende til 50-60% af den danske bestand findes i Sønderjylland. På øerne er sløruglen næsten helt forsvundet eller findes kun fåtalligt. Den sønderjyske bestand vurderes i øjeblikket til 60-80 par, hvoraf de fleste yngler i opsatte kasser. På landsplan vurderes bestanden i 2022 til at udgøre ca. 200 - 250 par. I 1997 og 1998 fik de sønderjyske slørugler ca. 3.6 unger i gennemsnit pr par pr år. Med et vingefang på 85-93 cm og en vægt på kun ca. 300-350 gr. i kombination med et meget skarpt syn er sløruglen en formidabel jæger under sin lydløse jagt i nattens mørke. En voksen slørugle spiser omkring 6 mus hvert døgn, så et par med 4-6 store unger tager ca. 40 mus hvert døgn !! Dvs. at sløruglen er en betydelig mere effektiv muse-jæger end f.eks. en kat.

Kendetegn:
Sløruglen Tyto alba guttata kendetegnet ved, at være gulbrun med små dråbeformede pletter på brystet. Den gulbrune farve på brystet og antallet af de dråbeformede pletter kan dog variere betydeligt individerne imellem. Oftest er der brune-mørkebrune tegninger i ansigtet omkring øjnene.
Det hjerteformede slør er dog sløruglens mest karakteristiske kendetegn, men ser man den flyve i mørket, er det mest iøjnefaldende kendetegn en forholdsvis lys underside, der står i skarp kontrast til sløruglens ryg, der er mørkgrå med varmt orange-brunt.

Se DOF's Sløruglefolder "Hjælp til Sløruglen" ved at klikke her 

Antal par i Danmark: 200-250
Længde:                34 cm
Vingefang: 85-93 cm
Vægt:                        300-350 gr.
Kuldstørrelse:                4-6 (variation 3-10)
Biotop:                        Marker, moser og enge
Føde:                       Mus, markmus, spidsmus, småfugle

Aldersrekorder:
Den ældst ringmærkede slørugle i Danmark blev 15 år, 6 måneder og 29 dage
Den ældst ringmærkede slørugle i Europa var fra Holland og blev 17 år og 11 måneder. (Staav 1998)
Kilde: Ringmærkningsadministrationen på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

Klik her for at se moniteringsvejledningen for slørugle i DOF's Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle.

Udbredelseskort i Atlas I
1971-1974

Udbredelseskort i Atlas II
1993-1996

Udbredelseskort i Atlas III
2014-2017