16.05 2025
Kære alle UgleTv's venner,
Jeg må nu også erkende, at der højst sandsynligt ikke bliver noget yngel i år i uglereden.
Parret kan åbenbart ikke yngle i år, på trods af deres hyppige besøg ved reden. Så alt tyder på, at hunnen er ganske ung og først er ynglemoden i sæsonen 2026.
På et tidspunkt i foråret, var der også kamp mellem 2 hunner på skrænten foran reden, så det kan være, at det er her den unge hun har taget over.
Med hensyn til streamingen, lader jeg indtil videre kameraet køre og måske hele året ud, da en opsigelse nu og en efterfølgende oprettelse af nyt abonnement, serverplads m.m. igen til foråret vil blive meget dyrt at få etableret. Med andre ord, det kan nærmest ikke betale sig at lukke kameraet nu for at spare penge.
Det betyder igen at jeg håber på, på trods af en kikset ynglesæson, at I vil blive ved med at give jeres pengestøtte til UgleTv, så driften er sikret fremover, med forhåbentlig en ny spændende sæson i 2026 i vente.
På forhånd tak
03.05 2025
Natten mellem d. 2. og 3. maj var der atter besøg i reden af ugleparret. Der tegner sig efterhånden et tydeligt billede, at hunnen ikke er helt klar til at gå på reden endnu. Et er dog helt sikkert, parret har ikke fundet sig et andet sted at yngle, for så ville de ikke opsøge reden sammen igen og igen.
Min vurdering er derfor, at håbet ikke er helt ude endnu, og at der fortsat er en god chance for yngel i år.
Igen i år har den efterhånden sjældne nattergal indfundet sig ved grusgravens lille sø. Så mens vi tålmodigt venter på at uglen lægger sig på reden, er det en nydelse bare at lytte til nattergalens sang det meste af natten.
God fornøjelse!
27.04 2025
Uglelogo er indsat på UgleTv siden
27.04 2025
Kære venner af UgleTv KD-DK
Uglelogo-konkurrencen sluttede d. 15. april og vinderen af konkurrencen er nu fundet.
Vinderen blev Anne Hermanns fra Herlev på Sjælland. Logoet er enkelt og ”kraftfuldt”, og vil uden tvivl pryde de krus og kopper som vil blive sat i produktion om kort tid.
Anne vil som præmie modtage den nye udgave af min uglebog, Lydløse jægere, samt to krus med logo.
I bunden af kopper og krus vil der stå adressen til Uglehjemmesiden, mit navn samt årstallet 2024, som er det år hvor UgleTv blev overtaget af mig og selvfølgelig Anne’s initialer.
Stor tak til alle jer, der har brugt tid og energi på at kreere et kommende UgleTv Logo. Der var virkelig mange flotte og fantasifulde logoer at vælge imellem, så endnu en gang - TAK!
Ps. Mht. hvorledes et evt. salg vil kunne komme til at foregå er under overvejelse …..
22.04 2025
Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Bestandsudvikling, ynglesucces og fødes - øgningsadfærd hos kirkeugler 2021-2024 i forhold til bestandsgenoprettende tiltag. Rapporten er nu indsat under menuen Links.
21.04 2025
Natugleunge tilføjet i Fotogalleriet
15.04 2025
UgleTV KD-DK konkurrencen slutter i dag kl. 18.00
Stor tak til alle jer, der har brugt tid og energi på at kreere et kommende UgleTv Logo. Der er mange flotte og fantasifulde logoer at vælge imellem, så det kan tage tid at vælge det mest iøjnefaldende, og for mig, rigtige logo. Efter Påsken vil jeg her på FB annoncere hvem vinderen er, samt billede af vinderlogoet.
Vinderen vil modtage min uglebog ”Lydløse jægere”, samt 2. krus med vinderlogoet.
I første omgang vil logoet blive anvendt på UgleTv siden, min hjemmeside og på et krus, men tanken er også, at logoet kommer på klistermærke til bilen, bluser, cap m.m. Mht. hvorledes et evt. salg vil kunne komme til at foregå, har jeg på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til.
Endnu en gang tak til alle for jeres flotte og fantasifulde bidrag
24.03 2025
UgleTv’s videooptagelser er blevet fremtidssikret og kan nu indgå i forskningsprojekter
UgleTv KD-DK, der siden starten af 2024 ejes af undertegnede, har netop indgået en aftale med Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience – Faunaøkologi vedr. opbevaring af videodata fra St. hornuglereden i Sønderjylland.
For mulig fremtidig videnskabelig brug, bliver alle optagelser fra de forskellige ynglesæsoner opbevaret hos Aarhus Universitet, Institut for Ecoscience – Faunaøkologi. Optagelserne vil fx kunne bruges til at beskrive hvor meget bytte som uglerne bringer til reden, hvilke af arter og tid på døgnet, arbejdsdelingen mellem forældrene, samt ungernes indbyrdes adfærd. Forskere eller studenter som måtte været interesseret i at benytte materialet kan kontakte Peter Sunde psu@ecos.au.dk (tlf. 20630704) eller undertegnede Klaus Dichmann dichmann@tytoalba.dk (tlf. 20869052).
27.02 2025
UgleTv fortjener et logo, så derfor henvender jeg mig til alle jer derude. Meningen er, at Logo’et skal bruges på min hjemmeside, UgleTv-siden, kopper, mærkater, caps m.m.
Krav til logo:
1. Logo’et skal være en tegning og gerne med relation til et TV (UgleTv).
2. Tegningen skal være enkel uden for mange streger.
3. Ugletegningen skal forestille en st. hornugle/ st. hornugler – eller evt. en fantasiugle.
4. Logo’et skal udover tegningen indeholde teksten: UgleTv KD-DK – og evt. også gerne et lille Dannebrogsflag.
Taler vi om en kop, kunne der eks.vis på bagsiden stå ”Klaus Dichmann 2024. www.tytoalba.dk/ugletv”, som henviser til det første år, hvor UgleTv blev overtaget af mig som privatperson.
Jeg forbeholder mig retten til at ændre i logoets udseende, farve, tekst og form efter behov.
Præmien for den tegning jeg evt. udvælger som skabelon, vil være et signeret eksemplar af min uglebog ”Lydløse Jægere”, samt 2 krus med logo’et på. Deadline for konkurrencen er d. 15. april.
Rigtig god fornøjelse og lad kreativiteten komme over jer
Forslag til Logo'et sendes til mig på følgende mailadresse: dichmann@tytoalba.dk
På forhånd tak
09.01 2025
Status på alle 8 arter til og med 2024 er opdateret. Desuden mindre rettelser/ justeringer på hjemmesiden.
08.01 2025
Youtube Videoer af st. hornugleparrets kamp mod henholdsvis ræv og mår er nu lagt op på linksiden. God fornøjelse, men husk videoerne er ikke for svage sjæle.
05.01 2025
Link til WiFi Kameraer fra Green Feather til bla. uglekasser, er nu indsat på "Linksiden".
04.01 2025
Endnu en gang GODT NYTÅR til alle jer derude.
Siden "Aktuel" er blevet opdateret, men du kan fortsat finde indholdet fra de øvrige år, ved at klikke på undermapperne med det ønskede årstal.